Sonetter
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||||||
Sonetter
(Indledning til et Foredrag i den litterære Forening)
Versetype: | strofisk femfotsjambisk sonettgruppe | ||
Rimskjema: | R | ||
Metrisk formel: | bi '11 |
1 | |||
A | Paa Livets Indsø glide tvende Baade, | ||
B | Men begge seile i forskjellig Retning; | ||
A | Den Ene har for Tanken ingen Gaade, | ||
B | Den Anden letter dine Gaaders Gjætning. | ||
B | 5 | Den Ene følger nok den gamle Sætning | |
A | At la’e Forsigtighed for Lykken raade, | ||
B | Den Anden gjør det stadigt til Forretning | ||
A | At tumle sig iblandt Delphiner kaade. | ||
C | Den Ene bruger sine tunge Aarer | ||
D | 10 | Og driver møisomt fremad under Stranden, | |
C | Den Anden Seilet til sin Vinge kaarer. | ||
E | Den Ene farer paa Gevinstens Vegne | ||
D | Og derfor er den lastet indtil Randen, | ||
E | Den Anden glider let mod Lysets Egne. | ||
2 | |||
A | 15 | Har du Tilbøielighed for det Reale, | |
B | Saa stig ombord i den solide Skude, | ||
A | Og seil for Guds Skyld ikke med de Gale | ||
B | Som tumle sig paa Dybet langt derude! | ||
B | Vel vifte Vestenvinde der saa svale, | ||
A | 20 | Mens grønne Øer over Voven lude, | |
B | Paa deres Strande lette Fugle dale; | ||
A | Men, – ikke sandt? du véd de Storm bebude! | ||
C | Nei hold dig heller i det snævre Stræde; | ||
D | Der kan du trøstigt gjennem Sivet styre, | ||
E | 25 | Mens Kjølen skurrer over Dynd og Stene. | |
D | Der har du jo din faste Maanedshyre, | ||
E | Og gik det galt saa skulde jeg dog mene | ||
C | Du tog ei Skade af en smule Væde. | ||
3 | |||
A | Dog, er du ung, – ja ei af Aar alene, | ||
B | 30 | Men og i Sindet og i dine Tanker | |
A | Saa huer dig nok bedst den anden Scene | ||
B | Hvor Baaden glider under Blomsterranker. | ||
B | Der øiner du dit Ideal, hun vanker | ||
A | Blandt Alfeskarer under tætte Grene; | ||
A | 35 | Tab hende ei afsigte, hun alene | |
B | Kan redde dig fra Prosalivets Banker. | ||
C | Dit Ideal er intet Skyggebilled, – | ||
D | Hun er et Væsen, aandigt og besjælet, | ||
C | Hun er som Maal for dine Længsler stillet. | ||
D | 40 | Hun har sig med dit Inderste formælet, – | |
E | Riv hende af din Sjæl, og du vil møde, | ||
E | Hvorhen du vender dig, et evigt Øde! | ||
4 | |||
A | Vel har Enhver et «Noget», han tilbeder, | ||
B | Og som af Alting synes ham det Bedste; | ||
A | 45 | Gourmand’en sværmer jo for Bordets Glæder, | |
B | En Anden holder mest af smukke Heste. | ||
A | Og Mange glæde sig ved nye Klæder, | ||
B | Og ynde Baller og brillante Feste, – | ||
A | En ønsker sig en Helgens Navn og Hæder, | ||
B | 50 | Og elsker høit sig selv; – men ei sin Næste! | |
C | Vi, Brødre! vi har noget Bedre villet, | ||
D | Og derfor maa vi kjæmpe kjækt, ihærdigt, | ||
D | Hint Andet er kun Prosaisten værdigt; | ||
E | Thi see, det mangler Aandens ædle Stempel, | ||
C | 55 | Og derfor staaer det som et Afgudsbilled, | |
E | En livløs Støtte i et hedensk Tempel. | ||
5 | |||
A | Pygmalion sin Marmorbrud jo skabte | ||
B | For at hun skulde til hans Klage lytte, | ||
A | Og i Beskuelsen han sig fortabte; – | ||
B | 60 | Dyb Sandhed ligger i den gamle Mythe. | |
B | Thi Sagnet melder, at til ingen Nytte | ||
A | Han hende favnede og Smykker bragte; | ||
B | Han blev dog Selvbedrageriets Bytte | ||
A | Til Himlen i hans Brud et Aandsliv vakte. | ||
C | 65 | Hans varme Bønner var det, og hans Taarer, | |
D | Som dengang blidt bevæged hans Gudinde, | ||
D | Og lod ham Aanden i hans Aandsbrud finde. | ||
E | Saa prøve ogsaa vi de unge Kræfter! | ||
E | Thi aldrig findes hvad vi hige efter, | ||
C | 70 | Før vi et aandigt Ideal os kaarer. | |
6 | |||
A | Men det er ikke paa en brolagt Gade | ||
B | At Blomsterklynger dufte dig imøde; | ||
A | Nei, du maa Alfarveien kjækt forlade | ||
B | Og bane Stier i Naturens Øde. | ||
A | 75 | Der maa du vælge dig et lønligt Stade | |
B | Hvor modne Frugter rundtomkring dig gløde, | ||
A | Der, skjult for Livet, kan du Aanden bade | ||
B | I Blomsterdug og Himlens Morgenrøde. | ||
C | Naar da du atter træder ind i Livet, | ||
D | 80 | Selv om du maa for Interesser stræbe, | |
E | Der ligge under dine Længslers Sfære, – | ||
C | Saa er d i g Trøst for al dets Tomhed givet, | ||
E | Thi da kan du paa dine Minder tære; | ||
D | De kvæge sødt, som Duft fra Rosens Læbe. | ||
7 | |||
A | 85 | Jeg tænker paa det gamle Sagn om Svanen; | |
B | Ved Livets Ende lyder først dens Kvæde, | ||
B | Før var den stum; – thi lader os betræde | ||
A | Med munter Sang den første Deel af Banen. | ||
A | Ak, engang komme vi vel ud af Vanen, | ||
B | 90 | Snart har vel ogsaa vi forglemt at kvæde, | |
A | Og følge villieløst med Karavanen | ||
B | Henover Livets solforbrændte Hede. | ||
C | Og derfor ville vi af Vaarens Glæder, | ||
C | Som Lærken, bygge vore stille Reder | ||
D | 95 | Og ruge troligt paa Erindringsskatten. | |
D | Og naar vi drømme der i Vinternatten, | ||
E | Saamangen venlig Blomst vi da gjenfinder, | ||
E | Med visne Blade, men med friske Minder! | ||